Sådan søger du om at blive vektor
Hvem kan blive vektor?
DTU og PF ønsker, at vektorgruppen afspejler den diversitet, der er blandt de studerende på universitet. Derfor kan alle studerende ansøge om at blive vektorer, så længe du er engageret og har lyst til at give de nye bachelor- og diplomingeniørstuderende en god start på deres uddannelse.
Vi søger også engelsktalende vektorer til vores introhold for den internationale studieretning General Engineering, så selv om du ikke taler dansk, er du meget velkommen som vektor.
Hvilke retninger mangler vektorer?
Der er allerede ansat det nødvendige antal vektorer på en række retninger, men nedenstående retninger mangler fortsat vektorer.
Diplomingeniør
- Byggeri og Infrastruktur
- Skibsteknik og Maritimt Design
- Sundhedsteknologi
- Softwareteknologi
- Elektroteknologi
- Elektrisk Energi og Teknologi
Bachelor
- Teknologi (digital)
Husk, at du sagtens kan søge om at blive vektor for en anden retning, end den du selv er indskrevet på.
Hvordan søger du?
Tryk på knappen nedenfor og udfyld det elektronisk ansøgningsskema.
I ansøgningsskemaet skal du udfylde nogle praktiske informationer og kort skrive, hvorfor du gerne vil være vektor.
Ansøgningsfristen er lørdag den 14. marts.
Hvordan foregår ansættelsen?
Du bliver ansat som frivillig af Afdelingen for Uddannelse og Studerende (AUS) samt PF, og du bliver tilknyttet begge parter, da vi deler det koordinerende ansvar for studiestarten på DTU.
Der vil løbende være ansættelsessamtaler. Samtalen bliver holdt mellem dig og KABS (Koordinator af Bachelor Studiestarten) for den retning, du har søgt om at blive vektor for. Ved samtalen bliver du spurgt ind til din ansøgning og motivation for at blive vektor.